Glad Fagskole i dag

Glad Fagskole i dag

Meget er sket siden Glad Fagskole startede op. Helt centralt, er gennemførelsen i 2007 af loven om ’særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse’ (STU). Med STU-loven fik unge der, af den ene eller anden årsag, ikke kunne gennemføre en ordinær uddannelse, retskrav på 3 års uddannelse tilrettelagt efter deres individuelle behov.

STU-loven har skabt et solidt fundament, hvorpå vi kan arbejde videre med, at sikre mulighederne for unge med særlige behov. Men selvom vi er nået langt, mener vi i Glad Fonden, at vi kan nå længere.

Dette har blandt andet betydet, at vi startede et projekt op ved navn Glad Flex Uddannelse. Glad Flex Uddannelsen gav de unge muligheden for et ekstra års uddannelse efter afsluttet STU. Uddannelsen skulle gennem øget fokusering på kompetenceudvikling klæde de unge på til at komme i beskæftigelse  eller til at gå videre med mere uddannelse - fx at starte på et grundforløb på en teknisk skole.

For mere information om Glad Flex Uddannelsen – besøg os på Glad Flex

Gennem de sidste 10 år, har Glad Fagskole bevaret fokus på den faglige læring. Vi arbejder for at give de unge en faglig identitet hvilket blandt andet betyder, at de unge vælger fag, ikke ud fra deres handicap, men ud fra deres faglige interesse. Ved at tage de unges uddannelse seriøst og give dem troen på, at de kan bidrage fagligt til samfundet, oplever vi at de unge også gennemgår en stor personlig og social udvikling.

Som et led i den faglige udvikling har vores elever adgang til et bredt netværk af virksomheder indenfor de fagområder, de uddannes i. Dette har Glad Fagskole blandt andet opnået i kraft af lærernes faglige netværk, og gennem fondens virksomheder, der har en bred vifte af kunder og samarbejdspartnere.

Glad Fagskole har i dag skole i København, Ringsted, Esbjerg og Aabenraa.

Vi har samlet set over 70 elever der fordeler sig over 13 forskellige fag-linjer.